Indien åh Indien...

Ind i en anden verden i Indien. Jeg bliver konstant blæst væk af nye verdner her inden for Indiens grænser. Intet er ens. Landskab, mennesker, bygninger, rigshaws, listen bliver ved for alting forandrer sig hver gang vi kommer til en ny by.

Lad mig give et simpelt eksempel: autorigshawene skifter udseende i hver by. Chennai: sorte, Bangalore: grøn/sort, Goa: ganske få og så havde de motorcykeltaxaer også, Mumbai: ikke tilladte så små 4 hjulede Hondaer var malet i gule og sorte som rigshaws,  Ahmedabad: grøn/sort el. gul/sort, Jaisalmer: sorte og store, Jodhpur: ekstra lange og med pyntede sølvstolper. Okay, måske et mærkeligt eksempel men når jeg har brugt 4 måneder i Madurai og set på massere små gule rigshaws hver dag, så er det bare for mærkeligt! Men det er bare endnu en generalisering af Indien der smadres og det er jo egentlig også fedt, at mine fordomme og forventninger næsten aldrig holder stik i det her land.

Den sidst uges tid har været fantastisk. Vi har slappet af og nydt grøn Tuborg på stranden i Goa, vadet Mumbais gader tynde i løbet af 3 dage, brugt en dag i et storcenter i Ahmedabad for at lade op igen, reddet på kameler og sovet i Jaisalmers ørken og set det flotteste fort/palads i Jodhpur.

Midt i vores rejse var vi jo tilbage i Madurai og selvom Sujits bryllupsreception var smuk og festlig, var vi også nødt til at sige farvel til Madurai for alvor. Selvom vi sagde farvel til mange indere og alle vores børn før jul, var det alligevel dem som har været tættest på os som vi tog til sidst. Shamila og Suyambo der har været vores forældre i Madurai, Vincent vores onkel og Svenja, Johanna og Hanna vores tætteste nye søstre. Jeg ved jeg kommer til at se hver og én af dem igen, men de har, sammen med Mathilde, været min familie i Madurai og har for altid gjort det til mit andet hjem.

Lige nu sidder jeg på gulvet på haveli-hotellets semi-udendøre romantiske restaurant. Sitarmusikken spiller, røgelsespindende dufter af noget udefinerbart, farver fra tæpper, puder, duge og gardiner springer i øjnene selv i det dæmpede lys fra lanternerne, min mund brænder lidt fra aftensmaden og mine fingrer fryser fordi de er uden for tæppet når jeg skriver det her.

Livet er godt og jeg har mit livs eventyr. 

  

Jaisalmer:

Audioguide på fortet

Kamelridning i ørkenen

Ahmedabad:

Marked

Dækket til i moské

Mumbai:

Marinaen

Jain tempel

Meloner på Crawford market

I grotter på Elephanta Island

Alene med Lonely Planet

Madurai til fejring af Pongal

Goa:

Parasailing 

Hvor blev december af? Sidste måned i Madurai gik bare alt for hurtigt og før jeg vidste af set havde vi sidste dag i lektiecafeen og playschoolen. Vi havde en super god juleafslutningen hvor børnene fremførte dans, sketch og sang til den helt store guldmedalje, selv de små fra playschoolen lavede en sang. Ugen efter havde vi sidste dag inden juleferien startede og her stod den på kage, sodavand og gaver til alle. Selv mig og Mathilde fik en gave af børnene hver. Vi har for vores fundraisede penge købt en generator til lektiecafeen pga. de mange strømafbrydelser der hindrer lektielæsningen. Men vi synes også der skulle være noget sjovt til børnene hver især, så de fik nye penalhuse og et stort tegnesæt hver. 

Det var hårdt at sige farvel til børnene, som jeg er blevet så tætte med i de sidste måneder og har set hver dag. Men ved afslutningen kunne jeg også mærke hvor taknemmelig jeg var for at have været en del af deres liv og forhåbentlig har det også været med til at gøre deres aftner lektiecafeen sjovere. Lektiecafeen er virkelig et tilbud der gør en faglig forskel for børnene og jeg håber at der kommer nye sponsorer når projektet afsluttes fra M og K's side af i slutningen af året. 

Ellers havde jeg en hyggelig men anderledes jul på taget af YMCA med Mathilde, Svenja, Hanna og Johanna. Det var en blanding af tyske, danske og helt personlige traditioner der udgjorde en jul langt fra hvad nogen af os kendte til. Jeg skypede hjem til Mygdal fra 2-4 om morgenen og var også lidt en del af min velkendte savnede jul. 

Sammen med tyskerne havde vi en fed jule/nytårsferie i Varkala med afslapning, god mad, strand og massere af hygge. Det var en super afslutning at have sammen, inden vi skulle rejse videre. Det er virkelig mærkeligt at have en hverdag uden de 3 piger, der jo har været min familie i 4 måneder.

Mathilde og jeg startede rundturen i Indien d. 2 og har siden besøgt Chennai og Bengaluru, der begge er gamle flotte byer med smukke bygningsværker. Samtidigt er det også topmoderne byer i bedste vestlig stil. Nu er turen kommet til Goa inden vi rejser tilbage til Madurai til bryllup og derefter nordpå igen med Mumbai som første stop.

1.december i Indien

Det her er den varmeste 1. december jeg har oplevet i mit liv og så er det endda en "kold"(30°), overskyet dag. Ikke desto mindre har vi fået julet, jeg er startet på min pakkekalender fra mor og far. Så nu er der kalenderlys gange 2, for Mathildes mor havde tænkt samme tanke, med hendes pakkekalender. På trods af at 80% er hinduer her i landet får den stadig fuld skrue med julepynten og julesalget. Fx. I den store tøjbutik Pothys, står julemanden, kane, juletræ og snemand i størrelse 1:1. -Ved ikke helt om inderne overhovedet ved hvad en snemand er

Mathildes forældre har været her hele ugen. Jeg kan virkelig mærke at Mathilde har nydt at dele vores hverdag hernede med sine forældre, lige så meget som jeg gjorde da mine var her. Mathildes mor havde endda fået sponsoreret 10 kg DUBLO klodser fra LEGO af til vores børnehavebørn, så det var virkelig en festdag. Ligesom os volontører var de også så heldige at opleve en hinduistisk traditionel navngivningsfest. Man holder festen præcis 30 dage efter fødslen og noget af navnet er bestemt ud fra stjernerne. En hyggelig dag med traditionel frokost, som absolut var non-veg: fisk, kylling og ged samlet i et måltid. 

Vincent, vores redningsmand når vi har brug for et lille hospitalsbesøg, har længe snakket om et besøg på hans søns skole. Det blev det i høj grad også til i torsdags. Vi besøgte en privatskole hvor 5. klasses elever talte bedre engelsk end vores ældste børn i lektiecafeen og hvor lærernes pædagogik mindede mere om Danmark end Indien. Det er selvfølgelig meget generaliserende udfra 2 timers besøg, men det vi så var meget anderledes end de tidligere skoler vi har set. Vincent bor megetbelejligt også lige ved siden af skolen, så vi fik set hans hjem. Hans frække og charmerende 6 årige søn kunne forstå alt hvad vi sagde og vigtigst af alt, fik vi oplevet vi hans musikstudie!

Nu starter julemåneden og jeg kan allerede nu tror jeg at den bliver den værste i forhold til hjemve.  Der er mange traditioner jeg kommer til at gå glip af i år, men jeg prøver at fokuserer på de fede oplevelser jeg jo får her i stedet for.
Glædelig 1.søndag i advent til alle.

Malerarbejde og Gangnam Style!

 Så fik lektiecafeen en makeover! Der var helligdage fredag og lørdag sidste uge, så efter 3 dages malearbejde fra 10-18 med cola og krydderboller til frokost, blev vi færdige med at male søndag aften. Det var fedt at se børnenes og lærernes reaktion på det hele mandag eftermiddag. Rummet kommer forhåbentligt til at virke lidt mere inspirerede for børnene nu fremover.

Så er vi begyndt at lære de ældste drenge fra lektiecafeen dansen til "Gangnam Style", som skal bruges som opvisning til julafslutningen midt i december. Vi er faktisk blevet overrasket over, hvor gode de er og hvor nemt det er at lære dem det. Drengene er helt opsat på at lære det og de vil virkelig gerne, så vi ser en helt anden gejst end som normalt ved lektielæsningen. Det har også givet os mod på at lave/lære en dans til pigerne også, så det begynder vi mod i dag og krydser fingrer for at humøret er lige så højt

Tyskerne tog i fredag på 10 dages kursus og tingene har været meget stille herhjemme på YMCA. Jeg har virkelig fundet ud af hvor meget vi har sammen, når de ikke er her. Men Mathilde og jeg er også helt enige om at vi har savnet dem i den her uge.

Lige lidt billeder fra Childrens Day, hvor alle børnene var klædt ud som frihedskæmpere. Vi havde øvet en sang sammen med børnene som de lavede. En del af børnene havde også deres mødre med til at se det, så det var rigtig rart at se at der er så god en opbakning fra hjemmene.