Diwali! Eller Deepavali, som inderne egentlig kalder det, er en af de største festivaler her i Tamil Nadu. Det er lysets festival og det skal jeg også lige love for! Fyrværkeri overalt og det er helt vildt larmende og sikkerhed kommer ret meget i anden række. Man kan nemt fyre ting og sager af ind mellem husene og ved siden af motorcykler og biler. Børn har også fri afgang til det og sikkerhedsafstand er hvis noget europæerne har fundet på. Det lød mest af alt som en krigszone uden for og gaderne lignede det også, med affald og røg overalt.
Ikke desto mindre havde vi en fantastisk dag, der startede 5:20 med at få alle vores nye fine sareeer ordentligt på. Det tog ca. 1,5 time at få os alle fem viklet ind. Dagen fejrede vi hos fem forskellige familier med hver deres traditioner. Nogle steder var det store familier der var samlet og vi blev en del af alt tumulten og festlighederne. Andre steder var der tid til samtale om kultur traditioner og forskellighed. Alle steder fik vi forskellige gaver og massere af oversødt indisk slik og alle steder skulle vi fyre en masse fyrværkeri af. En ting kan konstateres, ingen indiske familier eller familiestrukturer er ens og alle har deres egne små traditioner. Aften fejrede vi på taget af hotel Supreme, på deres restaurant hvor vi kunne nydehele byens smukke fyrværkeri, sammen med tyskerne og to danske volontører.
Søndag stod den på forlovelsesfest. Brudens mor satte os midt imellem familien da vi kom. Det var en super smuk ceromoni hvor bruden fik gaver af gommes og hans familie. Hun skulle også skifte til den saree hun fik af gommen. Bagefter skulle alle op og hilse og have taget billede. Moren kom over til os og spurgte om vi ville have mad først og så hilse på dem eller omvendt, vi tog selv maden først. Men næææ nej, moren trak afsted med Svenja og vi andre fulgte efter i galop, foran i køen og op på scenen som de første til parret. Godt Mathilde lige nåede at få gaven med. Jeg følte mig ret så utilpas med at stå der som første, bare fordi vi var hvide, uden at kende parret ret godt. Men sådan er Indien og jeg må bare tage det hele med som en oplevelse.
Mandag morgen stod selve brylluppet, vi kom 30 min. for tidligt til en tom kirke. Inderne kom efter og bruden lidt for sent til en proppet kirke. Det var en smuk gudstjeneste, meget som vi kender det fra Danmark, men det her var også et kristent bryllup. Receptionen var en anden sag, der var ca. 700 gæster, som spiste i hold i en stor spisesal på 2. sal. Når man havde fået sin frokost stillede man sig i kø og for at få taget billede med parret, gav dem gaven og så var det ellers det bryllup! En hel dag for parret hvor de kun skulle smile og posere på en scene foran 3 kameraer med projektører. Indimellem kom der lidt taler fra talerstolen men køen fortsatte og parret kunne alligevel ikke høre hvad der blev sagt. En mærkelig og meget anderledes form for bryllup!
Den kommende uge står på besøg fra mine forældre og tur til vildtreservatet Periyar på lørdag, så det kan kun blive en god uge :-)
Ikke desto mindre havde vi en fantastisk dag, der startede 5:20 med at få alle vores nye fine sareeer ordentligt på. Det tog ca. 1,5 time at få os alle fem viklet ind. Dagen fejrede vi hos fem forskellige familier med hver deres traditioner. Nogle steder var det store familier der var samlet og vi blev en del af alt tumulten og festlighederne. Andre steder var der tid til samtale om kultur traditioner og forskellighed. Alle steder fik vi forskellige gaver og massere af oversødt indisk slik og alle steder skulle vi fyre en masse fyrværkeri af. En ting kan konstateres, ingen indiske familier eller familiestrukturer er ens og alle har deres egne små traditioner. Aften fejrede vi på taget af hotel Supreme, på deres restaurant hvor vi kunne nydehele byens smukke fyrværkeri, sammen med tyskerne og to danske volontører.
Søndag stod den på forlovelsesfest. Brudens mor satte os midt imellem familien da vi kom. Det var en super smuk ceromoni hvor bruden fik gaver af gommes og hans familie. Hun skulle også skifte til den saree hun fik af gommen. Bagefter skulle alle op og hilse og have taget billede. Moren kom over til os og spurgte om vi ville have mad først og så hilse på dem eller omvendt, vi tog selv maden først. Men næææ nej, moren trak afsted med Svenja og vi andre fulgte efter i galop, foran i køen og op på scenen som de første til parret. Godt Mathilde lige nåede at få gaven med. Jeg følte mig ret så utilpas med at stå der som første, bare fordi vi var hvide, uden at kende parret ret godt. Men sådan er Indien og jeg må bare tage det hele med som en oplevelse.
Mandag morgen stod selve brylluppet, vi kom 30 min. for tidligt til en tom kirke. Inderne kom efter og bruden lidt for sent til en proppet kirke. Det var en smuk gudstjeneste, meget som vi kender det fra Danmark, men det her var også et kristent bryllup. Receptionen var en anden sag, der var ca. 700 gæster, som spiste i hold i en stor spisesal på 2. sal. Når man havde fået sin frokost stillede man sig i kø og for at få taget billede med parret, gav dem gaven og så var det ellers det bryllup! En hel dag for parret hvor de kun skulle smile og posere på en scene foran 3 kameraer med projektører. Indimellem kom der lidt taler fra talerstolen men køen fortsatte og parret kunne alligevel ikke høre hvad der blev sagt. En mærkelig og meget anderledes form for bryllup!
Den kommende uge står på besøg fra mine forældre og tur til vildtreservatet Periyar på lørdag, så det kan kun blive en god uge :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar