Op- og nedture...

Den sidste tid har stået på meget blandede begivenheder!

Jeg havde en super god dag i lørdags, da holdte vi "Sports and Games Day" for børnene i lektiecafeen. Vi havde dem alle sammen med ude ved YMCAs Sports & Games Center og afholdte høvdingeboldturnering og andre små konkurrencer. Børnene fik diplomer for deltagelse da de kom tilbage til lektiecafeen og alt i alt tror jeg, at alle havde det super sjovt også lærerne og Jebba.

Jebba syntes det var lige så spændende som mig...  

Knap så hyggeligt var det da jeg i tirsdags lige var indlagt en lille tur på hospitalet. Jeg havde haft dårlig mave siden søndag og blev sendt til lægen mandag aften. Han snakkede med mig i ca. 5 min og så udskrev han noget medicin. Medicin her i Indien er en del stærkere end i Danmark og fordi min pille ikke havde virket dagen efter, blev jeg efter 5 min konsultation indlagt med drop.
3x500 ml saltvand senere kunne jeg så få lov at tage hjem igen. Det var meget hyggeligt på hospitalet, da jeg kom, kunne jeg tælle til 7 sygeplejersker på min stue og næsten alle havde noget at lave.
Jeg vidste der var sandsynlighed for at det her ville ske i Indien, men jeg havde aldrig forestillet mig at min første indlæggelse nogensinde, ville være mod dårlig mave i Indien. I hvert fald er jeg så godt som ovre det nu og klar til at fejre Diwali.

 Enestue med tv, A/C og eget toilet, mere kan man hvis ikke bede om. 

Mathildes frokost den dag... Min stod på hjemmelavet curd, indernes svar på A38.

I den sidste uge og især de sidste par dage har været et mareridt at komme igennem bymidten! Her i Madurai fejres Diwali på lige nå højt plan som julen derhjemme, så alle folk skal købe gaver, nyt tøj og fyrværkeri! Vi var selv ude for at købe sarier til det og butikken var fyldt op med mennesker, udsalget i Salling er ingenting i forhold til det gedemarked der finder sted her! Alligevel har vi fået købt nogle fine sarier til Diwali og brylluppet på mandag. At finde en ordentlig skrædder der havde tid til at lave vores toppe, lykkedes også i sidste øjeblik.

Første forsøg på at folde en sari, det tog kun 30min for 2 mennesker....

For tiden er der travlt, men kun gode ting at se frem til: Diwali, forlovelsesfest, bryllup og min familie der kommer på onsdag. Livet er godt og så håber jeg ikke på mere sygdom i nærmeste fremtid.

Lidt blandet fra ugen:

 Vi var hjemme ved Janini der står for børnehaven og her fik vi hver vores Henna 

Vi laver hver aften kopiark til børnene som ekstra engelsk.

Housevisits der skræmmer!

Hov så forsvandt der yderligere 2 uger her i Madurai og jeg er tættere og tættere på at være halvvejs i mit ophold i Madurai. Ikke desto mindre sker der noget hele tiden og tiden forsvinder så hurtigt fordi der altid er noget at lave! 

Mathilde og mig brugte fx en hel lørdag på at tegne 70 puslespilsbrikker op på karton og klippe dem ud, så børnene i lektiecafeen kunne klippe hver deres ud og hænge den op. Vi havde en hel uge, men det blev kortet ned til 2 aftener, pga. regn, workshops og turen til Salem. 

Her  i ugen har vi også købt uniformssarier til julekoret i kirken, dertil hører selvfølgelig også alverdens guld og glimmer smykker til i overdrevne mængder, jeg får virkelig udlevet min indre dragqueen ;-)

Det er festivaltider her i Madurai og vi blev inviteret hjem til en af playschool lærernes nabo for at se "Gullu", her modtog vi en meget mærkelig gave bestående af: 5 blade, en plastikbøt, 2 farver pulver til prikker i panden, en 1-rubimønt, krydderi og en banan! Sådan er skikken her i landet, man giver sine gæster gaver fordi man er beæret over at de vil besøge ens hjem. Vi så samme Gullu da vi beste og fortalte om Danmark på Dolphin School. En finere skole med 2500 elever fra 1.-12. klasse. Ligeda vi træder ud af bilen vælger jeg at smække bildøres hen over min tommelfinger og selvom jeg havde lyst til at stortude, var jeg bare nødt til at smøre et smil på og hilse pænt på den fine skoleinspektør. -Det blev en meget lang formiddag, med blodig finger og tilbageholdelse af tårer. 

 På besøg med de ældste fra børnehaven

Gullu: en samling af gude-, frugt- og dyrefigurer, samt glimmer og farvede lyspærer

Dolphinskolen 

Fredag tog vi til Salem for at møde danskerne tidlig næste morgen. Det var et glædeligt gensyn med især Martin og Karin hjemmefra og så var det alt for fedt at være sammen med 9 dansktalende mennesker igen. Vi kørte op på et bjerg til byen Yercaud, hvor vi boede i House of Peace, der var bestyret af de sødeste små nonner. Her slappede vi af og så en masse flot natur. I Salem besøgte vi alle 4 centre som havde med uddannelse af HIV/AIDS-smittede og deres pårørende. Her lærte de unge fra 16-24 at sy, computervidenskab, at reparere mobiler og lave tasker, alt sammengratis og for at højne deres indkomstniveau. Dagen efter fandt vi virkelig ud af hvad uddannelserne kunne gøre for de ramte familier. 

Der var forberedt dans i alle centrene fordi vi kom. 

Vi besøgte familier der på en eller anden måde var berørt af HIV/AIDS og så hvordan deres levestandard kunne højnes trods så meget modgang med sygdommen. I Indien er det dybt tabubelagt at have kønssygdomme og naboer udstøder oftest de ramte. Derfor er det også normalt at nære familiemedlemmer ikke kender til sygdommen. Fx besøgte vi en familie hvor moren og den yngste datter på 12 led af HIV, den ældste datter på 18 havde derfor fået uddannelse i syning, men vidste ikke hvorfor. Den yngste datter vidste heller ikke at hun havde HIV, kun at hun var syg og skulle tage ekstra vitaminpiller. Det var skræmmende at møde de forskellige familier og jeg var dybt berørt af det bagefter, dog kunne jeg også se, at sammen med den gratis regeringsuddelte HIV-medicin og uddannelsen fra YWCA, kunne familierne og de smittede have en fornuftig fremtid

Lidt bedre var det at besøge YWCAs brugerbetalte plejehjem, hvor vi mødte nogle enestående og glade ældre mennesker.

Jeg fik lov at se denne 84 åriges bryllupsalbum 

Tirsdag tog vi med gruppen tilbage til Madurai og kunne for alvor få lov at vise voreshverdag frem til venner.Det blev til nogle super hyggelige dage hvor vi har haft et super fællesskab. Vi har været fælles om at hygge i restauranten med kortspil til langt ud på natten, men også været fælles om at møde nogle mennesker, med ekstreme og sørgelige historier. I Salem mødte vi de HIV/AIDS ramte og i Madurai var vi hjemme hos nogle af børnene fra lektiecafeen og se deres baggrund og historie. Hos en familie hørte vi bl.a. om hvordan et forældrepar havde solgt deres børn og hvordan en alkoholisk far var ligeglad sin familie, på trods af at hans kone for kort tid siden havde fået en stor 3. grads forbrænding.Uhyggelige historier der kommer til at ligge dybt i mig for altid og jeg har desværre på fornemmelsen at der kommer mange flere i løbet af de næste måneder.